Det himlen bærer.

Gæssene.  Kamete

"Gæssenes lyd med havets i baggrunden - det er stedets musik, som jeg vil savne ethvert andet sted på jorden." Niels Jacobsen       

                                                                                                                                                    

Himlen, den allestedsnærværende, er den kuppel, som omslutter os.  

Her på egnen højere og mere nærværende end så mange andre steder på denne klode. 

Den hvælver sig over os og løfter vindens og havets melodier i mol og dur. 

Herved opstår den sang fra altet, som er gået os så dybt i blodet.

Vi fra Ravmodsland kender alle lyden af svanernes sju, sju, når to eller tre eller 12 hvide H.C.Andersen-fugle på denne årstid følges ad i lige streg mod nærliggende søer. Og som Niels, elsker også vi  gæssenes gæk, når V-formationen skyder  afsted over himlen. Men jeg anede ikke, at det var muligt at opleve fuglene så stærkt, som jeg blev vidne til det forleden.

Jeg havde på udkig efter svaner stoppet bilen ved en ganske almindelig mark et sted i nabolaget for at lytte, men hørte i stedet  lyden af gæs. Da jeg havde kameraet med, gik jeg på eventyr ind over stubbene - og så endelig  flokken længst borte på marken. 

Og der var mange!  

Jeg gik uendeligt langsomt nærmere, besluttet på at "ofre" fuglenes middagsro, simpelthen for at  få nogle gode billeder til bloggen!

Så lettede flokken! 

Måske over 1000 gæs gik på vingerne på en og samme tid. 

En infernalsk lyd af  titusindvis af vigeslag steg til et langt og vedvarende drøn og afløste strubelyden.  Det var som om flokken voksede på himlen, efterhånden som de opskræmte fugle fik organiseret sig til march. Så kæmpestor var flokken, at den overgik alle andre flokke, jeg nogensinde før har set! 

Lidt uorganiseret  fløj hoben af fugle mod syd, og jeg kørte med, så godt jeg kunne. 

Flokken holdt sig svævende i lang, lang tid. Jeg skimtede den længst borte i retning mod diget syd for Fjaltring. Ænderne fløj lavere og lavere, mens jeg kom nærmere - og så var de borte. 

Efter lidt søgen  fandt jeg dem dog igen sammen med mange, mange andre artsfæller. Flokken var landet på den flade strandeng  lige indenfor det høje sanddige langs hovedvejen, og der må allerede have været massevis af gæs. For her var gæs og gæs og atter gæs.

Til min store fortrydelse, men heldigt for gæssene, var området indhegnet af fredningshegn. For selv om jeg normalt er fuld af hensyn mod levende væsener, dyr såvel som mennesker, så var jeg den dag, må jeg indrømme, i rigtigt skydehumør: 

Jeg ville SÅ gerne have haft et billede at SÅ MANGE GÆS på himlen på en gang... Nu satte jeg bare foden en meter indenfor hegnet...