fredag den 29. marts 2013

tirsdag den 19. marts 2013

Kunstnerne

Kære Vanborgere
Så er det endeligt besluttet hvilke kunstnere, der skal være "vores" når projektet Kunsten i bevægelse løber af staben i 12 - 17 september 2013.
På nedenstående links kan du lære disse 4 kunstnere nærmere at kende, se hvad de tidligere har lavet og få indsigt i deres stil og virke.
Hvordan de vil gribe sagen an her i Vandborg ved vi ikke endnu, men inden for en overskuelig tid vil der foreligge skitser, som vil danne udgangspunkt for de kunstværker de 4 vil efterlade til os efter endt projekt.
Det ser vældig spændende og lovende ud.



Tapati Chowdhury fra Indien:
 http://www.neoimages.net/artistportfolio.aspx?pid=2888















Maurice Meewisse fra Holland
http://www.mauricemeewisse.com/








Iben Toft Nørgaard fra Danmark
http://ideations.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=59&Itemid=64


















Klik på billedet og se endnu flere billeder












Esben Klemann fra Danmark                
 http://www.esbenklemann.dk/









Trine

onsdag den 13. marts 2013

Det himlen bærer.

Gæssene.  Kamete

"Gæssenes lyd med havets i baggrunden - det er stedets musik, som jeg vil savne ethvert andet sted på jorden." Niels Jacobsen       
                                                                                                                                                    


Himlen, den allestedsnærværende, er den kuppel, som omslutter os.  
Her på egnen højere og mere nærværende end så mange andre steder på denne klode. 
Den hvælver sig over os og løfter vindens og havets melodier i mol og dur. 
Herved opstår den sang fra altet, som er gået os så dybt i blodet.

Vi fra Ravmodsland kender alle lyden af svanernes sju, sju, når to eller tre eller 12 hvide H.C.Andersen-fugle på denne årstid følges ad i lige streg mod nærliggende søer. Og som Niels, elsker også vi  gæssenes gæk, når V-formationen skyder  afsted over himlen. Men jeg anede ikke, at det var muligt at opleve fuglene så stærkt, som jeg blev vidne til det forleden.


Jeg havde på udkig efter svaner stoppet bilen ved en ganske almindelig mark et sted i nabolaget for at lytte, men hørte i stedet  lyden af gæs. Da jeg havde kameraet med, gik jeg på eventyr ind over stubbene - og så endelig  flokken længst borte på marken. 
Og der var mange!  
Jeg gik uendeligt langsomt nærmere, besluttet på at "ofre" fuglenes middagsro, simpelthen for at  få nogle gode billeder til bloggen!

Så lettede flokken! 

Måske over 1000 gæs gik på vingerne på en og samme tid. 
En infernalsk lyd af  titusindvis af vigeslag steg til et langt og vedvarende drøn og afløste strubelyden.  Det var som om flokken voksede på himlen, efterhånden som de opskræmte fugle fik organiseret sig til march. Så kæmpestor var flokken, at den overgik alle andre flokke, jeg nogensinde før har set! 
Lidt uorganiseret  fløj hoben af fugle mod syd, og jeg kørte med, så godt jeg kunne. 

Flokken holdt sig svævende i lang, lang tid. Jeg skimtede den længst borte i retning mod diget syd for Fjaltring. Ænderne fløj lavere og lavere, mens jeg kom nærmere - og så var de borte. 

Efter lidt søgen  fandt jeg dem dog igen sammen med mange, mange andre artsfæller. Flokken var landet på den flade strandeng  lige indenfor det høje sanddige langs hovedvejen, og der må allerede have været massevis af gæs. For her var gæs og gæs og atter gæs.

Til min store fortrydelse, men heldigt for gæssene, var området indhegnet af fredningshegn. For selv om jeg normalt er fuld af hensyn mod levende væsener, dyr såvel som mennesker, så var jeg den dag, må jeg indrømme, i rigtigt skydehumør: 

Jeg ville SÅ gerne have haft et billede at SÅ MANGE GÆS på himlen på en gang... Nu satte jeg bare foden en meter indenfor hegnet...














Hvad er vandborg? af Gunda Jørgensen

Navnet lyder storartet – der lyder af slot og ridder og kamp, og af sejlads og hav, uanset hvad betydningen oprindelig har været. Den fortaber sig i det fjerne.
Men navnene på gårdene, der ligger spredt ud over sognet er jordnære: Musholm, Gåskær, Grysbæk, Skovmose; Blåbjerg og Skidengård.
Forbløffende er det at opdage, at det sparsomt befolkede sogn rummer flere bysamfund: kirkeby og mejeriby, samt smedebyen og Strande, der oven i købet har en station, hvorfra man kan rejse sydpå til Vemb og nordpå til Thyborøn.

Vandborg kirke

Selvom den fede jord opfordrer til intensiv landbrugsdrift, har sognet ind til flere naturområder: Engdrag og skrænter ned mod Ferring sø, Vandborg dal, der skærer sig i gennem området mellem landevejen og Ferring sø, og så er der Råbjerghøj, husmændenes fælles anlæg med plantage, frugttræer og staudebede – og somme tider et utal af pinseliljer. Her er skulpturpark og mindesten – tilmed minde over en mand, der byggede højskole i Dybe. Råbjerghøj er en oase af læ midt i det forblæste land. Det er Vandborg kirkegård også, en lille park, hvor man kan se på smukke gravsten og mindes dem der var her før.


Ådalen og "Får til kanten" indvies. Her klipper borgmesteren snoren.

Himlen er højere og lyset stærkere her end de fleste steder i landet, og så er her plads. Mennesket får en passende størrelse i landskabet og bliver hele tiden mindet om grænserne, fordi havet ligger indenfor synet.
Men inden for grænserne trives menneskelivet. Og sognets størrelse betyder, at man kan være fælles om meget. Der er et utal af foreninger, grupperinger og aktiviteter, og mange behov kan dækkes indenfor sognegrænsen: man kan gå i kirke, og på cafe’, sejle i kajak og deltage i revy, købe honning og malerier, gå til litteratur og sangkor, og man kan altid gå en tur eller finde nogen at snakke med. Og man finder ud af, at de utroligste og mest overraskende talenter er repræsenteret blandt sognets beboere. Og fordi vi er så få, tegner den enkelte sig tydeligere og får uden videre betydning blot ved at være her og være en del af sognet. Husene er ikke anonyme, men betyder bestemte personer, og betyder også ofte dem der boede der før. De huskes og er ikke ligegyldige og tilfældige.
At have levet her og fået del i 40 års Vandborg-historie er en gave.
Gunda Jørgensen

mandag den 4. marts 2013

Vandborgrevyen



Vandborgrevyen har været et af sognets samlingspunkter i en næsten ubrudt årrække siden 1998, men traditionen går længere tilbage. Der findes en gammel revytekst om nogle af de lokale borgere helt tilbage fra 1912, og nogle kan huske revyer fra nogle af de mellemliggende år, afbrudt af nogle år med dilletantforestillinger. Begge dele normalt i forbindelse med sognets vinterfest.
Hvordan går det til at et sogn på omkring 300 sjæle kan have 4-5 sangskrivere, et større antal sangere og skuespillere, en instruktør/manuskriptforfatter, der år efter år kan blive ved, 2-3 musikere og et stort publikum?
Det har vi, og det må vi blive ved med at udnytte så længe som muligt.
Vandborgrevyen er ambitiøs. På mindre steder har revyer let ved at blive reduceret til bysladder og små drillerier, mand og mand imellem. Det skal der også være plads til, men Vandborgrevyen vil gerne have hele samfundet og resten af verden med, så hverken landsbytossen eller USA´s præsident kan vide sig sikre.

GLÆD JER TIL VANDBORGREVYEN 2014!