søndag den 13. januar 2013


Vandborg -landsbyen, der ikke vil dø.


Min datter fik for mange år siden en chinchilla som kæledyr. Den var frasorteret hos en pelsdyravler på grund af små fejl i pelsen. Den havde en forudsagt levetid på 3-4-5 år, og det passede med, at hun nok var træt af den til den tid. Den var lidt kedelig, da den sov det meste af dagen for så at drøne rundt i buret hele natten.
Datteren flyttede hjemmefra, men dyret levede videre. Storesøsteren døbte den: musen, der ikke vil dø. Vi syntes, den fortjente at dø af naturlige årsager, så jeg fodrede den og gjorde dens bur rent i en årrække.
Så var der en lille pige, der forelskede sig i den. Vi syntes det var lidt synd, at hun skulle overtage så gammelt et dyr med udsigt til en sorgfyldt afsked indenfor overskuelig tid.
Hun var næsten voksen, da familiens hund en dag fik mulighed for at ombringe Danmarks nok ældste chinchilla –ellers var den  endt i Guinness rekordbog.
Vandborg vil heller ikke dø. Jeg har boet her siden 1979 og har set truende skyer over landsbyen så mange gange, at det er blevet en vane at ignorere dem, for Vandborg nægter at dø. Skolen lukkede før jeg kom hertil. Købmanden drejede nøglen om, da vi hellere ville have billig tomatketchup fra lavprisvarehuse end en levende forretning. Mejeriet lukkede og karosseriværkstedet flyttede til Lemvig, men Vandborg lever stadig.
Det er nok ikke fordi vi er mennesker af en særlig støbning. Vi har også tåbelig småfnidder og for små sko her, som alle andre steder. Det glider ind i den store sammenhæng og får ikke altfor stor betydning.
Da forsamlingshuset for mange år siden var ved at gå konkurs, lavede vi pladespil hver lørdag aften, og frivillige tog sig af arrangementet på skift. Jeg tror ikke, at der var en eneste, der ikke hadede at skulle stå i tæt tobaksrøg og dele smør og margarine og alskens andet trivielt gods ud en hel lørdag aften, men vi gjorde det, og huset står der med nye funktioner i dag.
Der er ellers trusler nok. Et mejeri, der er ved at styrte sammen. Et pastorat, som måske ikke kan opretholdes. Huse står til salg længe. Fælleshusets tag holder ikke regn og sne ude, og der kan ikke rejses midler til fornyelse, selvom der foregår mere i det hus end der sandsynligvis kommer til at foregå i de millionprojekter, der sættes op i andre landsbyer.
Det er foreslået at give nogle landsbysamfund, der ikke er levedygtige, aktiv dødshjælp i form af opkøb og nedrivning af ejendomme, med det formål at kunne gøre mere for de levedygtige samfund.
Det er bare så svært at få dødssprøjten hugget ind, når patienten bevæger sig så meget.
For Vandborg vil ikke dø

fredag den 11. januar 2013

Strikkeklubben i Vandborg


Havde du spurgt mig for to år siden om jeg ville være med i en strikkeklub, så ville jeg nok have slået en latter op og sagt ”Nej, dét skal jeg vist ikke”.
Jeg har aldrig strikket ret meget, gav som regel op når jeg havde strikket 17 omgange i en rib til en trøje. Min debut ud i strikningens kunst var ikke god; i skolen, måske 5-6 klasse, skulle vi strikke vanter i akrylgarn – og akrylgarn og varme, fugtige fingre (og en noget vrangvillig tilgang ikke at forglemme) er ikke nogen god kombination. Akrylgarn kan nærmest skrige i protest, når man prøver at vride maskerne af pinden. Så strikning blev aldrig rigtigt min kop the. Den omtalte rib-start og måske et par sokker og et halstørklæde, det var ca. dét.
Men for et års tid siden var der nogle kvinder i Vandborg, som ville starte en strikkeklub – og jeg blev spurgt om jeg ville være med. Jeg sagde ja tak – og har aldrig fortrudt det et sekund!
Nogle strikker striber, nogle strikker hulmønstre og zig-zag mønstre, nogle syr! Og nogle laver fine sølvsmykker osv. så strikkeklubben blev hurtigt til en nørkleklub :-)
Samtidigt snakker vi om alt mellem himmel og jord! Ikke kedelig sladder og snagen, men alt det andet! Lige fra strikkeopskrifter og madlavning over nye tiltag i sognet til verdenssituationen som sådan. Vi inspirerer hinanden, roser hinanden, og har det i særdeleshed hyggeligt med hinanden.
Inspirationen bød i sommeren 2012 på en landsby indpakket i strik! Byskilte, busskur, træ, cykler – kun tiden hindrede os i at finde på flere ting. Ude i verden hedder fænomenet ”yarn bombing”.
I Vandborg betød det, at rigtig mange mennesker fik en fin oplevelse med på vejen – og et lille ophold på turen. Der er blevet taget fotos i en uendelighed i den sommer :-) - og vores lokale café fik mange gæster, det gør jo heller ikke noget!
Den aften alt vores strik skulle ”hænges op”, opstod der en rigtig dejlig landsby stemning omkring café-pladsen/torvet/centrum? – folk kom ud på vejen, hjalp med at finde stige, cyklede forbi og stoppede op, bilister sagntede farten...
Der opstod en herlig fællesskabsfølelse.
Og fællesskab – det er dét vi vil, dét der får os til at høre til – være en del af et hele! Gerne på  både kryds og tværs.
Sådan generelt, altså – ikke kun i strikkeklubben. Men skøre ideer kan altså være en sådan igang-sætter og fællesnævner.
Og hvem ved - måske kommer der en ny skør idé til sommer?..
Skrevet af Anette Noe




Link til fine fotos på flickr: http://www.flickr.com/photos/25834184@N04/sets/72157630805401092/ 

torsdag den 10. januar 2013

Vandborg Fælleshus



 
Vandborg fælleshus opstod 14. oktober 2007 udfra et ønske om at bevare forsamlingshusets funktion, men i en form, der var tilpasset nutidens behov.
Huset blev en selvejende institution, der kunne danne ramme om alle de aktiviteter, som medlemmerne kunne ønske at sætte i værk.
Det blev altså de enkelte medlemmer og ikke bestyrelsen, der skulle være initiativtagere.
Det har ført til en næsten uoverskuelig række af små og store aktiviteter.
Små foreninger, der mødes regelmæssigt: ølklub, nørkleklub mm.
Familiefester, børnefødselsdage.
Sangaftner, foredrag.
Den årlige revy med tilhørende vinterfest.
Teaterforstillinger og koncerter.
Der har nok aldrig i husets historie foregået så meget. Huset er helt eller delvis booket de fleste af årets dage.
Kun medlemmernes fantasi og initiativ sætter grænserne og de er parat til at blive overskredet igen og igen, hvis mulighederne rigtig går op for alle medlemmer.
At bestyrelsen ikke er ansvarlig for alle initiativer, eller for kommerciel udlejning, giver rum og overskud til at klare de praktiske udfordringer i fællesskab med frivillige medlemmer. Heldigvis har det også vist sig, at denne model også er økonomisk bæredygtig.


tirsdag den 1. januar 2013

Vandrestien i Vandborg Ådal



Den dal, som er dannet af Grydsbækkens løb gennem Vandborg, er efter definitionen ikke en ådal, men bækdal er ikke noget godt ord, så vi bruger ådal alligevel.
Dalen giver et fint tværsnit af egnens natur: Den byder på alt fra storslået udsigt til små grønne pletter med sol og læ. Her er også de bedste steder at mærke årstidernes skiften. Gennem tiden er den blevet brugt til alle former for rekreation: Børns leg, vandreture, små udflugter med madkurv, skiløb, fuglekiggeri, botanisering, svampeplukning osv.
I 2009 tog Vandborg Sogneforening initiativ til oprettelse af en vandresti fra Smedebyen og helt ud til Ferring Sø. Stien blev anlagt i samarbejde med organisationen: "Spor i Landskabet", og der er anlagt broer og ryddet vegetation.
Vandborgs beboere inviterede hermed offentligheden ind i deres baghave!
Stien er beskrevet i en folder, der kan hentes på Vandborg fælled eller udskrives fra: Sporet i Vandborg Aadal
Fra indvielsen af stien: