Hvorfor Vandborg
Jeg bor i Vandborg og har gjort det i mere end 30 år. Hvad er det , jeg vil vise frem, når nogen spørger, hvorfor jeg bor her?
Stadig færre folk bor i noget, de kan kalde deres hjemstavn, forstået på den måde, at deres forældre og bedsteforældre også boede der.
Forfatteren Knud Sørensen har indført betegnelsen: Valgstavn. En hjemegn, man selv har valgt.
Nogle placerer sig på grund af arbejde, nogen fordi de gerne vil leve netop der. Min profession gav mig hovedsagelig jobmuligheder i storbyer. Da jeg ikke havde lyst til at bo der, valgte jeg en af de få muligheder for at komme til at bo i Jylland udenfor storbyen.
Jeg hører altså lidt til i begge kategorier.
Jeg har valgt stedet, men stedet valgte også mig ved at give mig igen for hvad jeg selv har investeret af interesse.
Det endte med at Vandborg blev det første sted i verden, hvor jeg har følt at jeg hørte til. Så meget at det smittede til mine forældre så de ønskede at blive begravet på Vandborg kirkegård.
Hvad det er, Vandborg har givet mig, vil jeg prøve at udforme i nogle billeder.
Lyset, mørket og rummet:
Lyset på en kold klar dag i Vandborg er, ligesom luften selv, noget af det reneste, jeg kender, hvis der da ikke lige er spredt gylle den dag. Det lange uhindrede kik ud over landskabet er så vanedannende, at jeg sommetider får klaustrofobi i et østjysk skovlandskab. Udsigten fra Råbjerghøj med Nissum Fjord, Limfjorden og Vesterhavet på en gang i sådan et lys, er ren narkotika for sjælen.
Når lyset slukkes om aftenen, kommer det kulsorte, stille mørke, kun forstyrret af nogle få grimme gadelys i kirkebyen. Et sådant mørke er venligt og trygt og man drømmer ikke om at være mørkeræd.
Folk:
Jeg var forberedt på lidt af hvert, da jeg flyttede hertil. Jeg havde byboens ideer med mig om landsbysladder og gensidig overvågning. Jeg mødte folk med meget stærke ansigtstræk, der virkede fremmede på mig. Sladderen kom jeg ikke til at mærke meget til. Jeg syntes nærmest, at jeg blev lidt underforsynet med viden om mine medborgere, og det, der kunne ligne sladder, kom mest fra Lemvig. Vi kunne vinke indefra huset ud til folk, der kom forbi - de så det ikke. Her lærte jeg ikke at kigge ind af folks vinduer. Nu er ansigtstrækkene ikke eksotiske længere. Jeg fandt også ud af, at en stor del af folk her er førstegenerationstilflyttere. Ingen indavl her!
Sproget, som ikke bruges nær så flittigt her, som længere østpå, rummer storeog spændende nuancer, som jeg er begyndt at lære lidt af.
I større byer har man muligheden for at finde sammen med folk, der har samme mening og sociale baggrund som en selv. det kan føre til sociale ghettodannelser, hvor lærere kun omgås lærere, læger med læger, håndværkere med håndværkere. De eneste, der har haft denne mulighed her, er landmændene. det fungerede også, da jeg kom hertil. Det var relativt svært at komme indenfor i den kreds, ikke af egentlig uvilje i kredsen, men nok mere af tradition. Nu er der så få landmænd tilbage, at denne kreds ikke længere dominerer sognelivet totalt, men blot er en vigtig brik i det samlede puslespil. Det giver nogle nye tilpasninger og ændringer af spillereglerne, som det kræver finfølelse at deltage i. De voldsomme ændringer i livsbetingelserne og erhvervsgrundlaget på stedet giver spændende udfordringer til alle. Jeg har selv følt det som en enorm berigelse, at være nødt til at lære folk at kende med en så væsensforskellig baggrund fra min egen.
Fuglene:
Fuglene lægger årstiderne ind i hukommelsen. Efter 20. maj er der ingen gæs, der snakker i luften mere. Så er de alle på vej nordpå. En morgen i sensommeren vågner man ved deres stemmer igen. Så har de skrevet et stort V på himlen. V for Victory: Det er igen lykkedes at sætte et nyt kuld på vingerne langt nord for polarcirklen. Gæssenes lyd med havets i baggrunden - det er stedets musik, som jeg vil savne ethvert andet sted på jorden.
Senere begynder stære- og ryleflokke at tegne sære blækklatfigurer. Amøbeagtige former, der hele tiden skifter - animeret grafik. Viberne flakser uroligt rundt mellem de andre, som om de slet ikke er organiseret. de forbereder sig på at flyve sydpå, men flere of flere bliver vinteren over. De andre kommer igen næste år, så vi kan få stillet om til sommertid igen. Man burde lave en kalender med fuglebilleder i stedet for datoer.
Havet:
Havet er der. Det ses kun i småbidder herfra, men det føles. De få træer bøjer sig ærbødigt for det. Når det er vestenkuling, straffes al grøn vækst med en svider, luften smager salt og vi må vaske havet af vores ruder. Alligevel kan jeg ikke undvære det. Meget af tiden kan jeg høre havet mumle svagt i baggrunden, og jeg må derned af og til for at se, hvad der sker. Er der skyllet en hval op? Er der makreller? Eller er havet der bare?
Vinden
Ven eller fjende? Vi bander over den, og den forskrækker vores venner østfra. Den ødelægger vores haver efter forgodtbefindende. Den blæser også luften ren, sørger for at der ikke er støv, pollen eller insekter i luften, hvis vinden altså kommer fra vest - og det gør den jo næsten altid.
Friheden:
Vi får lov til det meste her, men det er ikke ligegyldigt, hvad vi gør. Til at begynde med eksperimenterede vi med at lade vilde planter gro foran vores hus. Det fik vi lov til uden at nogen protesterede, men ingen brød sig om det, og det fungerede heller ikk.
Da ingen kigger ind i haven, medmindre vi råber til dem, behøver vi ikke stakit eller havelåge, og låse døren gør vi kun, når vi er ude at rejse og kun af hensyn til forsikringen. Er det ikke ren livskvalitet?
Her kan vi gøre tingene grimme eller smukke, som vi vil.
Kirken:
Om morgenen ringer den solen og folk op. Det er nu kun i overført betydning, for de fleste, inklusive solen, er som regel stået op på det tidspunkt. Den klokke er en del af stedets puls og musik. Kirkeklokke, ej til hovedstæder, støbtes du, men til den lille by.... Da vi boede i Aarhus bandede vi af kirkeklokkerne.
Kirken står som en stor hvid markering af tidsfylde lige midt i det hele. Når jeg kommer ud af kirkedøren på en af de store mærkedage, føler luften og ser ud mod havet, så sker der sære ting indeni mig.
Derfor - Vandborg
